Implement Consulting Group

Pigeskole fra 1858 blev til moderne kontor

Implement Consulting Groups medarbejderstab vokser med stor hast på alle de fem markeder, de er til stede på. De sidste par år har de derfor åbnet tre nye kontorer hvert år, og i København kunne konsulenthuset i 2022 åbne dørene til et moderne og fascinerende kontor i en historisk og imponerende bygning i Nyboder.

Når konsulenter og kunder træder ind i den nyrestaurerede bygning, som tidligere har huset Søetatens pigeskole, bliver de mødt af et spektakulært atrium med synlig tagkonstruktion, voluminøse lysekroner og indendørs træer. Netop dette rum er hjertet i såvel det nye kontor som den gamle pigeskole, der blev tegnet af arkitekt Bernhard Seidelin i 1858.

Realdania By & Byg har foretaget en omfattende restaurering af den fredede bygning, som får de mange håndværksdetaljer til at stå smukt frem. Netop den arkitektoniske detaljegrad og bygningens historie har været vigtige for Implement Consulting Group at bevare og komplimentere i indretningen.

Funktionalitet og æstetik
Arkitektfirmaet RITA arch har stået for alt det kreative og udviklet designkonceptet for det moderne kontor, mens HOLMRIS B8 har ført idéerne ud i livet og leveret en totalløsning af møbler, tæpper, gardiner og belysning. Målet var at skabe et moderne kontordomicil med indbydende områder til både interne og eksterne projekter, teambuilding og sociale aktiviteter – alt sammen uden at ændre bygningens originale rumfordeling og æstetik.

Det store atrium med dobbelthøjde fungerer nu som en multifunktionel aula med plads til afskærmede arbejdsområder såvel som åbne møder og frokostsnak.

Tæt på det imponerende samlingspunkt ligger kontorets kantine. En række mindre rum i forlængelse af hinanden, hvor de oprindelige sort/hvide klinker og velvalgte møbler skaber en hyggelig caféstemning med fransk elegance.

I stueetagens lokaler kan medarbejderne holde møder bag lukkede døre; optimalt til workshops og sparring med virksomhedens mange kunder. Førstesalen er derimod primært forbeholdt husets medarbejdere. Her giver 72 klassiske arbejdsstationer med hæve-sænke-bord samt en række telefonbokse plads til ekstra fordybelse og koncentration.

Originalt formsprog og farvevalg
De mange klasselokaler i Søetatens Pigeskole stod oprindeligt i klare, varme farver som skagensgul, rustrød og olivengrøn. Under restaureringen blev lokalerne genskabt i de originale historicistiske toner, som skaber en rød tråd igennem hele bygningen.

Samtlige møbler, gardiner, lamper og tæpper er tilpasset husets oprindelige farvesammensætning og geometri. Enkelte skiller sig ud som små formfyldte skulpturer, mens resten danner en rolig base for øjet.

I tæt samarbejde med nogle af Danmarks største møbelproducenter som fx Fritz Hansen, Fredericia Furniture, Gubi og Verpan har HOLMRIS B8 leveret og monteret møblerne – herunder også specialfremstillede unikamodeller som fx runde borde med Dektonbordplade i tilpassede størrelser. Udover danske brands har vi fx også leveret stole fra ukrainske Noom.

Men ikke alt er nyt. Vi har også opgraderet Implements eksisterende Beetle-stole fra Gubi med nye sæder i farvetilpassede tekstiler og på den måde både tilpasset dem indretningens farveunivers og forlænget levetiden på stolene.

Alt i alt er Implement Consulting Groups nye cityhub en skøn forening af gammelt og nyt, som supplerer bygningens rammer og historie på fineste vis.