Scandic Spectrum

Scandics største hotel byder på eksklusive oplevelser

I midten af København, lige ved kajkanten og tæt på byens mange oplevelser, har Scandic-kæden åbnet sit hidtil største hotel.

Med over 600 værelser, fem restauranter og barer, spa- og wellnessområde samt konferencefaciliteter tilbyder Scandic Spectrum en helt ny type hotelovernatning, hvor en god nats søvn bliver fulgt op af topklasse-faciliteter og et bredt spektrum af oplevelser – lige fra livemusik og shows til gourmetmad og afslapning.

Alt sammen med fokus på nordisk natur samt miljø og bæredygtighed, da Scandic Spectrum er en del af Danmarks eneste Svanemærkede hotelkæde.

Det nye hotel i hovedstaden er designet af Dissing + Weitling, mens arkitektfirmaet Space Copenhagen står bag indretningen. HOLMRIS B8 har leveret al løst og fast inventar til hotellet.

Inviterer naturen ind
Lige fra gæsterne træder inden for på Scandic Spectrum er naturen i fokus – lige fra lobbybar og frodige gårdhaver over værelsernes indretning til hotellets rooftopbar og gourmetrestaurant på 6. etage. Barborde i marmor møder store glaspartier, der inviterer vandomgivelserne helt ind i rummene.

Beton og stål danner kontrast til varme trægulve, mens møblernes organiske former i uld og velour bløder udtrykket op og giver rummene hygge og varme.

HOLMRIS B8 har skræddersyet en del af det faste inventar til hotellet. Løst inventar som alle møbler, lamper, borde og stole er blandt andet fra HOLMRIS B8’s egen kollektion, Labofa, Fredericia, Hay, &tradition og Mater.

Scandic Spectrum åbnede i juni 2022.