Hvad er Danmarks (nye) design DNA?

Danish design, Nordic Noir og Ny nordisk mad. Det går godt for Danmark, og ude i verden er vi kendt for vores høje kvalitet, gode håndværk og stilrene design. Men lukrerer vi som nation ikke bare på det gode arbejde udført af designere som Børge Mogensen og Hans J. Wegner op gennem 50’erne, 60’erne og 70’erne?

Eller hvad er Danmarks design DNA som designnation anno 2018? Og hvad skal vi egentlig sælge dansk design på fremover? De spørgsmål er i fokus, da arkitekt og tv-vært Ane Cortzen samler tre designeksperter til Trends & Traditions 2018.
På scenen er indretningsarkitekt og adm. direktør David Thulstrup fra Studio David Thulstrup, chefredaktør for Bo Bedre, Erik Rimmer, og adm. direktør for Dansk Design Center, Christian Bason.

Få alle highlights her og bliv lidt klogere på, hvad der rører sig på den danske designscene lige nu.

Er vi en designnation i dag?
For at kunne zoome helt ind på, hvad der kendetegner Danmark som designnation i dag, er især et spørgsmål til debat på scenen i Lokomotivhallen i København.

”Formår vi at forny os som designnation, eller har vi en tendens til at leve højt på fortidens gamle mestre?”

Sådan kickstarter Ane Cortzen debatten i vanlig udfordrende stil.Her bliver alle tre eksperter enige om, at Danmark ikke investerer nok i udvikling af nye talenter.

”Danmarks succes som designnation kan godt virke lidt tilfældig. Vi skal være mere bevidste om, at designtalenter kan komme mange steder fra – og vi skal få mere ud af talenterne ved at forberede dem bedre til at skabe værdi, når de kommer ud i en virksomhed efter studiet. Ellers lader vi dem i stikken,” lyder det fra Christian Bason.

Er dansk design en illusion?
Herudover diskuterer panelet, hvorvidt vi i en global, digital tidsalder overhovedet kan tale om et nationalt design? Når nu vi nemt kan blive inspireret af en designer i Japan med et enkelt klik på Instagram.

”Et eller andet sted er tanken om dansk design en illusion. Fx er den sofa, vi sidder i, designet af det dansk-italienske firma Gamfratesi. Er de danske? Eller italienske?” spørger Erik Rimmer sine med-eksperter nærmest retorisk.

”Som indretningsarkitekt har jeg da et eller andet dansk med mig, men for mig er det mest interessant at tale om stedsbetonet design. At tage udgangspunkt i, hvor designet skal opleves og bruges. Er min kunde fx en ny kinesisk restaurant, skal jeg jo ikke bare kopiere stilen fra det nye Noma, som jeg lige har indrettet,” fortæller David Thulstrup.

Christian Bason konkluderer:
”Der vil altid være en vekselvirkning mellem designnationer, men vi skal være bevidste om vores designtradition, ellers mister vi noget værdifuldt – vi mister evnen til kant.”

3 ting kendetegner den dansk design DNA
Trods det lidt dystre indgangsspørgsmål om, hvorvidt vi formår at forny os som designnation mener panelet, at vi stadig kan tale om noget særligt dansk, når det kommer til design. Men i stedet for særlige materialer er der måske mere tale om noget immaterielt – måden, hvorpå vi går til designprocessen. Panelet når i løbet af diskussionen frem til især tre ting, der karakteriserer dansk design i dag:

Vi er lydhøre og samarbejdsvillige
Som en lille nation har vi altid været nødt til at samarbejde med andre for at opnå succes. Det samme gælder, når vi skal udvikle nye design. Med en dansk designer ved roret får kunden en person, der lytter og samarbejder. Én som sætter eget ego til side for at nå frem til den bedste løsning.

Vi er kreative med vores ressourcer
Vi bor i et lille land uden vilde dyr eller store bjerge. Alligevel formår vi at skabe banebrydende oplevelser og design – vi har fantasi og får meget ud af lidt.

Vi har overskud og tænker grønt og bæredygtigt
Danmark er en rig nation med overskud til at tænke stort og med tanke for bæredygtighed og grønne løsninger. Vi formår at skabe fantastiske projekter uden at ødelægge miljøet, og det rammer en nerve mange steder i udlandet.

****

Du kan se hele talken om danmarks design DNA – ’Designnation vol 2.0’ her.