Nordic Female Founders

Stort iværksætterhus med farverige omgivelser

I 2020 stiftede de to erhvervskvinder Mia Wagner og Anne Stampe – blandt andet kendt fra Løvens Hule – virksomheden Nordic Female Founders, der har til formål at støtte danske, kvindelige iværksættere.

Og nu har virksomheden netop åbnet dørene for det store co-working hus Female Founders House i samarbejde med ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan. Bag indretningen i det nye Female Founders House står Jeudans egen arkitekt, mens HOLMRIS B8 har leveret alle løse møbler i tråd med Jeudans designoplæg.

Den gennemrenoverede bygning i tre etager ligger i Bredgade midt i København med udsigt til Marmorkirken. Målet har været at skabe et fællesskab, hvor iværksættere – både kvindelige og mandlige – kan arbejde, få ny inspiration og adgang til investorer og rådgivere samt skabe nyt netværk.

Ny inspiration og kreativitet
Det 1500 kvadratmeter store Female Founders House er indrettet med et stort kontorfællesskab, hvor der er 120 kontorpladser til iværksættere. Derudover er der i huset fælles reception, hyggelige loungeområder, mødelokaler og yogalokale.

Alt i huset indbyder til kreativitet og ny inspiration med farverige og hjemlige omgivelser med nordisk inspiration og masser af grønne planter. Vægfarverne spænder fra lys blå til dyb grøn og douche farver, mens en spindeltrappe i stærk blå forbinder de tre etager. I møbelvalget er der skabt kontraster mellem stærke farver og varme trænuancer med brug af masser af eg.

I loungeområdet er der eksempelvis skabt plads til hygge og uformelt netværk i en række runde egetræsborde fra &tradition samt et stort område med trapper i egetræ og bløde puder, hvor man nemt kan slå sig ned med en kop kaffe og en opslået bærbar. I mødelokalerne matcher mødeborde fra &tradition, Hay og Muuto de farverige vægge, mens mødestole fra Hay, &tradition og Engelbrecht i kontrastfarver skaber en indbydende atmosfære.

Female Founders House åbnede i juni 2022.