Two Story, Amsterdam

Skræddersyet interiør til café og galleri

Forestil dig en café, hvor næsten hvert møbel og hver detalje er tegnet og specialfremstillet til netop dét sted. Det er hvad du kan opleve i caféen og galleriet, Two Story, i Amsterdam.

Før indflytningen blev stedet renoveret fra kælder til kvist, og interiør såsom bænke, borde, hylder og endda cafédisken og magasinstanderne blev omhyggeligt designet i tråd med ejerne Justus Klabou og Linde Brentjens’ vision. atelier axo var projektets arkitekt med ansvar for renovering og indretningsdesign, mens en lokal entreprenør stod for arbejdet på stedet. Holmris B8 blev valgt til at udføre interiørelementerne.

Fra de første skitser til den endelige installation var det et samarbejde i tæt dialog. Som projektets arkitekt og interiørdesigner formede atelier axo konceptet og udarbejdede de tekniske tegninger og detaljer, mens Holmris B8 bidrog med ekspertise i specialfremstillede løsninger og udførte hvert element med præcision.

Elementerne blev bygget på vores værksted i Danmark og senere monteret i Amsterdam af det samme team, hvilket sikrede, at alt blev samlet med høj præcision.

Om samarbejdet siger Caroline S. Vogel fra atelier axo:

“Projektet skulle gennemføres på relativt kort tid, og her var det en væsentlig styrke, at Holmris B8 kunne samle alle håndværksfag i interiørdelen under ét tag – snedkere, smede og murer – og samtidig varetage hele leverancen og montering. Denne struktur skabte en klar og effektiv kommunikationsproces, som gjorde det muligt for os at fokusere på den arkitektoniske udvikling, design af møbler og optimere vores arbejdsgange. Samarbejdet var tæt og velfungerende, og med vores indgående kendskab til Holmris’ høje kvalitetsniveau havde vi fuld tillid til at overlade både levering og montering til deres team, også når projektet skulle realiseres i Amsterdam.”

Resultatet er en nedtonet, men taktil og varm atmosfære med kontraster i materialer som eg og fliser, bløde former og hårdt stål – et rum, der stimulerer sanserne og vækker nysgerrighed.

Oplev det skræddersyede interiør fra A til Z i billederne nedenfor.

Fotos af Peter Dalsgaard, PD Studio.