Kunsthal Charlottenborg

Foyer med specialinventar fra gulv til loft 

Kunsthal Charlottenborg ved Nyhavn i København ønskede en ny foyer, der åbnede sig endnu mere mod publikum. Et sted, hvor man har lyst til at slå sig ned, mødes, gå på opdagelse i bøger og forlænge kunstoplevelsen.

Med afsæt i kunsthallens historie har atelier axo gentænkt foyerens udtryk og funktion med respekt for det eksisterende. Holmris B8 har i tæt samarbejde med atelier axo stået for fremstillingen af det specialdesignede inventar såsom receptionsdisk, skilte, bogpodier på hjul og justerbare bogreoler. Opgaven har været at omsætte designvisionen til færdige løsninger med et skarpt blik for materialer, konstruktion og detaljer.

Organiske stålelementer og varme træoverflader

I den nye foyer mødes varme træoverflader og skulpturelle stålelementer med nogle af kunsthallens velkendte designklassikere. Poul Henningsens ikoniske Charlottenborglamper er samlet i en ny formation, der fremhæver rummets imponerende højde. Arne Jacobsens Charlottenborgstole har fået plads ved den ni meter lange bænk i Dinesens douglas fyr, mens specialdesignede træborde sender et lille nik til den gamle malerkiste, som kunstnerne brugte til pensler og værktøj.

En ny receptionsdisk tager imod de besøgende og folder sig rundt om hjørnet, hvor den fortsætter som en lille læsebænk i bogbutikken. Her inviterer en stor biblioteksvæg til at gå på opdagelse i kunst- og designbøger. Reolen er fleksibel og kan tilpasses forskellige formater, fra bøger og postkort til mindre objekter. Ude i foyeren trækker to organiske bogpodier bogbutikken med ud i rummet. De folder sig som trapper og skaber et naturligt holdepunkt i det store, åbne rum.

Kig op, og du får øje på det store, elegante stålskilt med kunsthallens navn. Sammen med den nye skiltning og belysning gør indretningen det lettere at finde rundt og giver nye muligheder for at bruge foyeren.

Resultatet er en moderne og indbydende foyer med respekt for stedets historie, hvor møblerne kan tilpasses skiftende behov, og indretningen kan udvikle sig over tid.

Fotos: Peter Dalsgaard, PD Studio