
Vil du prøve kræfter med at udarbejde indhold til sociale medier, planlægge og eksekvere salgsfremstød og samtidig blive del af et tæt og travlt marketingteam? Så er du måske vores nye studentermedhjælper.
Som studentermedhjælper i Holmris B8’s marketingteam får du rig mulighed for at afprøve, excellere i og tillære dig nye redskaber og metoder inden for primært SoMe, ekstern/intern kommunikation, eventplanlægning, grafisk fremstilling og marketings øvrige discipliner.
Vi har masser af muligheder, og din succes og trivsel er vores fælles opgave – men vi hilser idérigdom, digital kyndighed og højt humør meget velkommen.
Du vil primært komme til at beskæftige dig med:
- Udvikling af indhold til sociale medier, salgsmateriale, infoskærme, nyhedsbreve mm.
- Udforske nye muligheder og potentiale inden for SoMe
- Opdatering af vores websites med nyt indhold
- Alle vores digitale systemer, fx vores websites, billedbank, e-mail-platform, som vi selvfølgelig sørger for at du får en grundig introduktion til
- Et virvar af ad hoc-opgaver fx i forbindelse med events og firmagaver
Din arbejdsplads vil for det meste være i vores lækre showroom i Amaliegade blot et stenkast fra Amalienborg i København K. Men vi er meget fleksible, så der vil også være mulighed for at tage nogle dage på hjemmekontoret.
Du kan se frem til at blive en del af et tæt team i et dynamisk miljø, hvor du får rig mulighed for faglig sparring og ikke mindst chancen for både at påvirke og lære af et erfarent team. Her er der både store smil og fokus på at forfølge og nå vores mål.
Om dig
Vi forestiller os, at du er i gang med en uddannelse der rimer på kommunikation eller marketing, og har minimum 2 år tilbage af din uddannelse.
Vi søger dig, som:
- Mestrer at tillære dig nyt og omsætte det i praksis
- Arbejder struktureret og selvstændigt
- Meget gerne har erfaring med digital kommunikation og sociale medier – visuelle kundskaber er et plus, men absolut ikke et krav
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at sende os en e-mail på marketing@holmrisb8.com. Det er ligeledes her, du skal sende os din ansøgning, CV samt karakterudskrift. Hvis du har et eksempel på et stykke kommunikation, du har lyst til at vise os, er det meget velkomment, men ikke et krav.
Vi indkalder løbende til samtaler.
Om Holmris B8
Vi skaber rum til mennesker.
Hos Holmris B8 er et rum ikke blot der, hvor mennesker opholder sig. Det er her, hvor mennesker udfolder sig. Vi tror på, at mennesker har brug for rum med plads til både personlighed og forskellighed. For at trives. For at udvikle sig. For at skabe resultater. Og for at træde i karakter.
Tilsammen er vi mere end 250 af branchens dygtigste og mest dedikerede møbeleksperter. Forskellige af sind. Men med ét fælles mindset.
Vores drivkraft er en stærk passion for design og den samme entreprenørånd, der skabte virksomheden for 100 år siden. Her er plads til store armbevægelser. Til at tænke anderledes. Til at se nye muligheder. Til at udnytte dem. Til at fejle. Og til at handle hurtigt.
Vi står i dag på et fundament af unik erfaring og knowhow. Om vores kunder og om deres kunder. Vi følger de nyeste møbeltrends med et stærkt fokus på bæredygtighed og vi udforsker konstant morgendagens teknologier. Det gør os til førende specialister inden for Office, Learning, Care og Hospitality.