Upcyclede møbler danner rammen om hybridarbejde hos Danfoss
Det nye Danfoss-kontor midt på Kultorvet i København er skræddersyet til den hybride arbejdsform, som præger en stor international virksomhed: Et digitalt arbejdsliv kombineret med fysisk videndeling og socialt samvær.
Med faciliteter som mødelokaler med fuldt digitale konferenceopsætninger; solo-bokse med højtopløselige webcams til onlineopkald; et aktivt pauserum med bordfodbold, videospil og brætspil; samt et Solitary Space til meditation, amning m.m., imødekommer indretningen en bred vifte af arbejdsstile og personligheder.
Fleksibel seating, muliggjort af specialdesignede skabe med en klemme foran til personlig tilpasning, gør det muligt for medarbejderne at vælge enten et mere roligt eller et mere livligt arbejdsområde – afhængigt af deres arbejdsstil, dagsform og generelle personlighed.
Møblerne er en kombination af genbrug og upcycling fra Danfoss’ tidligere lokationer i København samt nye møbler, hvilket skaber en nutidig, men samtidig velkendt atmosfære, med en “Danfoss-rød” tråd gennem hele kontoret. For at sikre både social og miljømæssig bæredygtighed blev de eksisterende møbler, som ikke skulle bruges i det nye kontor, doneret via Holmris B8’s donationsnetværk.