World Trade Center Amsterdam

Verden rundt på 1750 m2

Med designkonceptet ”The World is your backyard” samler lobbyen i multinational kontorbygning medarbejdere og gæster på en fælles rejse rundt i verden.

På én af de mest eftertragtede og centrale adresser i Amsterdam ligger World Trade Center Amsterdam – en enorm kontorbygning, som huser over 300 virksomheder fra 23 forskellige nationaliteter. Da WTC er hjem for mennesker fra hele verden, har man i alle store lobby-områder skabt et multikulturelt knudepunkt, som samler fem kontinenter i et nyt og internationalt designkoncept under titlen ”The world is your backyard”.

Hele verden samlet i lobbyen
Den store lobby er inddelt i fire øer, som tager udgangspunkt i kontinenterne: Asien, Europa, Afrika og Sydamerika. Lobbyen på første etage har en ø. Hver ø er dekoreret med et tæppe med landskabsfotos taget af den franske fotograf Yann Arthus-Bertrand, som har specialiseret sig i at tage landsskabsfotos fra luftballoner.

Og netop luftballonen er tænkt med ind i designet og genskabt ved at hænge transparente, hvide halvcirkler i luften til at forstærke fornemmelsen af at svæve over jorden.

Stærke kulturelle referencer
Hver ø har mere eller mindre tydelige referencer til det specifikke kontinent via farvevalg, materiale og møbeltype. Derudover er hver ø forbundet af avenuer omgivet af abstrakte træer til at bryde højden, og grønne planter fremmer fornemmelsen af naturen på kontinenterne.

Materialer fra hele verden
Bag konceptet står CBRE og det hollandske designfirma Pubblik & Vos, mens vi har leveret al fast og løst interiør samt belysning til alle lobby-områder. Vi har indrettet med produkter fra over 40 leverandører og brugt specielle stoffer fra hele verden.

Foruden de mange kontorer rummer World Trade Center alt, hvad man har brug for – bl.a. hotel, supermarked, restauranter, tandlæger, renseservices og meget mere.