VIA University College

Genbrug danner nye rammer for fællesskab

I foråret 2019 tog 1.200 studerende på lærer- og sygeplejerskeuddannelserne i Silkeborg nyombyggede rammer i brug.

I Campushjertet, som de nye rammer kaldes, er der skabt plads til nye former for studieaktiviteter med et nyindrettet væksthus, maker space og en hyggelig fredagsbar. I indretningsprocessen har HOLMRIS B8 indgået i et tæt samarbejde med de studerende, campusledelsen og uddannelseslederne fra lærer- og sygeplejerskeuddannelsen. Her var der enighed om at forfølge ideen med at genbruge det overskydende gulv fra den gamle gymnastiksal, som HOLMRIS B8 derfor har forvandlet til bordplader og en unik bar.

Vision om fællesskab
Ombygningen har været på tegnebrætter i nogle år. Den har taget udgangspunkt i en vision om at skabe mere liv og fællesskab. Lars Christensen Ustrup, uddannelsesleder VIA Læreruddannelsen i Silkeborg, fortæller:

”Vores vision med Campushjertet er at skabe liv og fællesskab for de studerende på tværs af de forskellige campus, uddannelser og årgange. Det er vigtigt for os, at samarbejde og fællesskab er tilstede, for at der kan skabes en ny fælles kultur. Derudover giver Campushjertets centrale placering mange muligheder for at skabe fælles aktiviteter på campus for de studerende.”

Det nye Campushjerte lægger op til samarbejde og fællesskab, og det skaber en naturlig grobund for dannelsen af nye kulturer, aktiviteter og foreninger. Campushjertet bliver derfor basis for kendskab og venskab. Det danner mødesteder, grupperum og studiearbejdspladser, som vil være udviklende for stedets nuværende og fremtidige studerende.