ISS Oslo

Hovedsæde med fokus på social ansvarlighed

Kværnerbyen i Oslo var engang et centrum for jern og metalindustri. I dag er området fuldstændig ændret, og en ny bydel er skudt op. Mange af de gamle bygninger eksisterer stadig, men er nu ombygget til andre formål.

Kværnerhallen er hovedsæde for ISS Facility Services, Norge, og daglig arbejdsplads for godt 360 administrative medarbejdere. Kværnerhallen rummer desuden undervisnings- og kursusfaciliteter for alle de norske lokalafdelinger af ISS.

HOLMRIS B8 har leveret og installeret møblerne i det nye hovedkontor. Hele indretningen udtrykker de værdier, der gennemsyrer ISS som arbejdsplads: Respekt og ansvarlighed – både overfor kunder, medarbejdere, miljø og omverden.

Valg af møbelleverandør
I valget af møbelleverandør lagde ISS vægt på de samme ting, som de måler sig selv på: Social ansvarlighed, miljøansvarlighed, medarbejderstrivsel, kvalitet, leveringssikkerhed og det at levere ydelserne til en konkurrencedygtig pris.

Arbejdspladserne er fordelt på fire etager. Hver etage rummer administrative arbejdspladser, hvor medarbejderne arbejder i teams, touch-down arbejdspladser og rum, der kan bruges til små møder eller som projekt- eller stillerum. De individuelle arbejdsstationer er afskærmet med støjabsorberende bordskærmvægge og kummer med grønne planter.

Funktion og design af forskellige områder
HOLMRIS B8 specialdesignede opbevaringsmodulerne med integrerede plantekummer til netop denne indretning. Møderummene er indrettet efter deres funktion og tager hensyn til mødernes forskellige formål og opbygning.

Derfor finder man et varieret udvalg af mødelokaler: Mindre mødelokaler med plads til få personer omkring et rundt bord, mødelokaler med faciliteter til videokonference og større mødelokaler med plads til 20 personer.

Derudover er der indrettet mere uformelle områder med tekøkken, højborde og loungemøbler, som skaber afveksling på etagerne og giver medarbejderne mulighed for at mødes uformelt.

Ingen medarbejdere i cellekontorer
Også ledelsen er placeret i det åbne kontorlandskab, og det skaber et godt arbejdsflow, smidige beslutningsgange og understøtter de bærende værdier.

Det er et særkende for ledere i Skandinavien, at de ofte fravælger at have deres eget kontor for at sidde sammen med og tæt på medarbejderne. Dette valg hænger sammen med den form for ledelse, som ofte anvendes i komplekse, vidensbaserede organisationer. I de organisationer er ledelsens opgave at understøtte de værdier, der bærer virksomhedskulturen, og som tegner virksomheden både indadtil og udadtil.